Psykoterapi
Mit udgangspunkt er, at vi alle kan have brug for terapeutisk støtte i forskellige perioder af vore liv, eller ved ønsket om fordybelse i egen udvikling. Det er således ikke kun neurotiske eller syge mennesker, der kan have brug for psykoterapeutisk støtte.
Med min gestaltterapeutiske indgangsvinkel går psykoterapien ud på, at du som klient i et aktivt samarbejde med mig - som terapeut, finder ud af at forholde dig til verden (kæreste, venner, familie, samfund, natur mm.) på en realistisk måde, dvs. i overensstemmelse med dine ressourcer og dine begrænsninger. At du finder klarhed over dine egne evner, ressourcer og kompetencer til at leve livet på godt og ondt. Dermed et liv med større tilfredshed og evnen til at elske og indgå i nære relationer.
I denne proces kan der foregå en følelsesmæssig bearbejdning og en dyberegående oprydning i fortidens uhensigtsmæssige handlemønstre og traumer.
Psykoterapi er en alvorlig proces og kræver, at du ønsker at arbejde, også selv om det kan være smertefuldt. Forandring fra en psykisk tilstand til en anden vil altid indebære tab. Terapi behøver ikke at gøre ondt. Smerten er ikke en del af terapien, men kan være en følge af, at problemerne bag symptomerne afdækkes.
Kroppsykoterapien handler om at sætte gang i en udvikling, hvor du får en bevidsthed om og kontakt til dine reaktioner i både krop og psyke. At arbejde hen imod, at du kan bruge dine kropslige og psykiske reaktioner som din sandhed og som udgangspunkt for din handlen.
Ofte dannes der i vores kroppe et muskelpanser, dvs. muskler som er permanent sammentrukket af stress eller angst, og det kan gøre ondt, når man rammer de ømme steder. Ved brug af forskellige kropsteknikker og yogaterapi/-øvelser kan vi arbejde med de spændinger, der ligger i kroppen.
Psykoterapiens mål er at ophæve de fortrængninger, der har erstattet smerten med neurotiske ritualer og fysiske spændinger.
At nå det vi kalder selvet, vores inderste kerne.
|